fbpx

Vanebrud #23 – Hvad ville DiCapio gøre?

Det er nemt at sige, at man gerne vil gøre noget for at ændre sine vaner. For eksempel at man gerne vil leve sundere. Spørgsmålet er så bare, hvad skal man konkret gøre? Jo, man kan gå på nettet og drukne i forskellige formularer, der fortæller dig, hvordan du bliver sund. Eller også kan du ved hjælpe af dette simple trick finde en løsning, der er helt unik for dig.

Du stiller dit spørgsmål til den første kendte person, du kan komme i tanke om: Hvis jeg spurgte Leonardo DiCaprio om, hvordan jeg bliver sundere, hvad kunne svaret så være?

Jo, det første, du måske tænker på derfra, er filmen Titanic. Han står der for enden af skibet. Vand så langt øjet rækker, vind i håret og et kæmpe smil. ”I’m the king of the world”. Det lyder da meget godt, ikke?

Forsøg nu at tage det billede og koble det på tanken om sundhed. Måske var det en god idé at tage ned til havet, eller en sø, hvis det er nærmest, og gå en tur og få lidt vind i håret? Det er i hvert fald et konkret forslag til, hvordan du blev lidt sundere, ved at spørge DiCaprio.

Vanebrud #3 – Kalenderen bryder vaner

NU skal der ske en ændring! Motivationen er der! Vanen skal ændres! Og alligevel går det ikke…

Man hører så ofte, at det skyldes manglende rygrad, vilje eller motivation. Så simpelt er vanebrud bare ikke. Der skal langt stærkere redskaber til – og et af dem er din kalender!

At forsøge at ændre sine vaner er som at sidde på ryggen af en gal elefant og få den til at skifte retning. Det er energikrævende, svært at holde fokus på målet undervejs og så kan man lynhurtigt glemme, hvad det var for en vej, man skulle. Din kalender er en del af din vejviser. Endda en du kan sætte alarmer og beskeder til at blinke til dig, så du bliver mindet om retningen på de tidspunkter, du ved, at den gale elefant er sværest at styre. På den måde hjælper du dig selv til at holde fokus på din nye vaner, og hvad der skal til for at bryde de gamle.